Lalandia sikrer stabil og compliant kommunikation med DPG Sikker Post

Hurtig implementering og tæt integration med Microsoft 365 giver Lalandia en pålidelig og brugervenlig løsning til sikker og krypteret e-mail på tværs af tre centre.

Langt de fleste danske børnefamilier har minder fra hyggelige feriedage på en af Lalandias tre store feriedestinationer i Rødby, Billund eller Søndervig. De ca. 500 medarbejdere håndterer årligt rigtig mange gæster, og bag den velsmurte gæsteoplevelse ligger en omfattende IT-drift, hvor alt fra booking, adgangssystemer og armbåndsløsninger til regnskab og HR kører på fælles platforme.

”Vi har én samlet IT-afdeling på otte personer, der drifter stort set alle systemer internt. Det giver smidighed og stabilitet – men det stiller også høje krav til, at eksterne løsninger er velfungerende og uden videre kan integreres,” siger John Saxfjed Wegge, IT-chef i Lalandia.

Leverandørskifte gjorde hurtig løsning nødvendig

Netop dén pointe blev særdeles nærværende, da Lalandia efter et leverandørskifte stod uden en løsning til håndtering af sikker post. Et eksisterende plug-in viste sig – mod forventning – ikke at virke som enkeltstående element. Konsekvensen var at vigtige mails fra bl.a. kommuner aldrig nåede frem.

”Vi fik ingen fejlbeskeder. Men da folk begyndte at ringe og spørge, om vi havde tænkt os at svare på deres beskeder, så gik det op for os, at vi havde en udfordring,” siger John Saxfjed Wegge.

Det var ikke holdbart for Lalandia, der bl.a. håndterer kommunikation med kommuner og HR-relaterede myndighedskontakter.

”Sikker post er blevet et krav. Kommunerne bruger en fast protokol, og har man den ikke, modtager man intet. Så det er både et compliancekrav og en lavpraktisk nødvendighed,” konstaterer Lalandias IT-chef.

“På dag tre implementerede de DPG Sikker Post. Det er imponerende hurtigt.”

John Saxfjed Wegge, IT-chef i Lalandia

Tre dage fra henvendelse til fuldt fungerende løsning

Efter en hurtig afsøgning af markedet og anbefaling fra eksterne rådgivere faldt valget på timengos DPG Sikker Post.

”Jeg skrev ind via hjemmesiden, og timengo vendte tilbage nærmest med det samme. Dagen efter var aftalen på plads, og på dag tre implementerede deres tekniker DPG Sikker Post. Det er imponerende hurtigt,” siger John Saxfjed Wegge.

Samtidig lykkedes det timengo at genskabe de mails, der ikke var nået igennem i perioden, hvor det eksisterende plugin ikke længere leverede.

”Det var ekstremt værdifuldt for os at få det fulde overblik tilbage.”

En enkel og robust løsning i den daglige drift

DPG Sikker Post fungerer som et plug-in i Lalandias eksisterende Outlook-miljø og kræver ingen ændringer i medarbejdernes arbejdsgange.

”Det er vigtigt for os, at løsningen er så nem at anvende, som den er. Når medarbejderne skal sende en mail, bliver de gjort tydeligt opmærksomme på, om den kan sendes sikkert eller ej. Tilsvarende får de en tydelig advarsel, hvis de forsøger at sende til en modtager, der ikke er certificeret som sikker. Det minimerer risikoen for fejl markant,” siger John Saxfjed Wegge.

Løsningen understøtter samtidig håndteringen af persondata i HR og drift, hvor der ofte indgår f.eks. CPR-numre, kommunale dokumenter, kontrakter og helbredsoplysninger.

”Det gør en stor forskel, at HR nu kan sende og modtage dokumenter sikkert – og at modtageren også kan se, at mailen er afsendt via sikker post.”

Fleksibel platform med potentiale til mere

DPG Sikker Post har en række muligheder for at udbygge med f.eks. integration til e-Boks og for at udbygge med automatiske workflows, og Lalandia overvejer aktuelt, hvilke muligheder man vil tage i brug.

”Løsningen åbner for smartere arbejdsgange, hvor vi f.eks. kan fordele post og undgå manuelle logins i forskellige systemer. Det er fleksibelt, og det er lettere at bygge videre på, end det vi kom fra,” siger John Saxfjed Wegge.

Efter implementeringen har Lalandia ikke haft behov for support, ligesom løsningen har været stabil fra dag ét.”Det er meget sjældent, at noget i IT-verdenen bare virker uden – i det mindste – små bump på vejen. Men det gjorde det altså her. Det er en enkel løsning, der udfylder præcis det, vi har brug for. Ikke mere, ikke mindre,” siger John Saxfjed Wegge.

Om Lalandia

Lalandia er kendt for at skabe uforglemmelige familieoplevelser med tropiske badelande, sjove aktiviteter og hyggelige ferieboliger. Med beliggenhed i Billund, Rødby og Søndervig tilbyder Lalandia en unik kombination af afslapning og underholdning – alt samlet ét sted. Her er der plads til leg, wellness og kvalitetstid for hele familien.

www.lalandia.dk

Du ønsker sikre e-mails og Digital Post uden bøvl.
Vi hjælper dig.

Kontakt os via formularen her.

    Ved at indsende denne formular giver du samtykke til, at Timengo DPG må behandle de personoplysninger, du har indtastet for at kunne håndtere din henvendelse. Læs mere om dine rettigheder, samt hvordan du kan kontakte Timengo DPG og/eller klage i vores persondatapolitik.